Fem klassiske fejl, du bør undgå, når du hænger gardiner op.
Hvordan dine nye gardiner helt præcist skal hænge for at passe perfekt til dit vindue, dit rum, og din stil er selvfølgelig individuelt.
Alligevel kan du let undgå 5 klassiske fejl, når du hænger gardiner op.
1. Gardinstangen hænger for lavt
Hvis dine gardiner hænger for lavt i forhold til loftet, får det rummet og væghøjden til at virke mindre. Det forkorter visuelt højden på vinduet og rummet som helhed.
Når du hænger din gardinstang eller -skinne højt, virker rummet mere højloftet, åbent og luftigt. Linjerne trækker øjet op.
2 . Gardinstangen er for kort
Hvis din gardinstang er for kort, “kvæler” du dine vinduer i gardinstof og sollyset kommer ikke ind. Sørg for, at din gardinstang går ud over siderne af vinduesrammen. Gardinerne skal hovedsageligt dække væggen, når de trækkes til siden, i stedet for at dække dit vindue, blokere for lyset og igen få vinduet (og rummet) til at virke mindre.
3. Gardinerne er for korte
At lade gardinernes længde svare til højden af vinduet giver en følelse af noget ufærdigt. Og igen, af et småt vindue.
I stedet kan du vælge at lade gardinet:
Svæve meget tæt på gulvet.
Knække med en let fold lige hvor gardinet rammer gulvet.
Eller falde i en pøl på gulvet.
Når du vælger længde, er det en god ide at overveje om der vil være meget trafik i rummet (børn, kæledyr), om det skal trækkes meget frem og tilbage, om stilen er formel eller uformel og hvilken slags gulve du har.
4. Der er for lidt stof i bredden
Uanset om du går efter tunge og luksuriøse stoffer eller noget let og luftigt, ser gardiner trukket helt stramt ikke godt ud. Sørg for at købe nok ekstra stof – beregn ca. dobbelt bredde af vinduet. Dette skaber smukke fald eller bølger og giver dine gardiner fylde, når de trækkes for.
Samt mulighed for at danne en flot ramme om vinduet, når de er trukket fra.
5. Forkert stang eller skinne
En af de mest almindelige fejltagelser er manglende fokus på den stang eller skinne gardinerne skal hænge på. Sørg for at overveje funktionaliteten af dine gardiner, så du kan vælge den perfekte stang eller gardinskinne til at supplere dem. Vil de blive trukket for ofte, skal de blokere lyset fuldstændig, er de tunge? Hvordan vil du have dem draperet? Skal stangen være usynlig eller fremhæve gardinstoffet eller det øvrige interiør? Valget af den rigtige stang eller skinne kan gøre en enorm forskel i udseendet på dit vindue og dit rum.
Comments